Hykleri i metermål

Detaljer

Aftenshowet på DR1 har de sidste dage varmet op til det store gallashow for Danmarksindsamlingen. Skuespillere og politikere stiller sig gladelig til rådighed for den gode sag. Overalt ude i landet rystes der med sparebøsserne. Lysten til at hjælpe mennesker i fjerne lande er stor, og millionerne vælter ind på kontoen. Stoltheden fylder Joakim B. Olsens og Johanne Schmidt Nielsens ansigter, når de interviewes i Aftenshowet om deres indbyrdes indsamler-trofæ-kamp.


Jeg har svært ved at glædes.

Skærende kontrast
Jeg er fællestillidsrepræsentant i Post Danmark. For få år tilbage var det en virksomhed, hvor stoltheden over at være ansat var stor. Glæden ved at gøre sit arbejde fyldte meget og snakken om arbejdet gik højt i kantinen. Men snakken er forstummet. Mine kollegaer går med bøjet ryg i denne tid. Lysten til at udføre sit job er erstattet af mismod og frygten for at miste sit arbejde. Hver dag.
Jeg har igennem årene haft mange samtaler med kollegaer. Om alt fra gårsdagens fodboldresultater til livets generelle besværligheder. Men de sidste år har forandret meget. Samtalen omkredser om den allestedsnærværende utryghed for, hvad fremtiden bringer. Mange kollegaer er fyret, flere står for skud, og vi frygter alle sammen i morgen. Er jeg den næste der får tilsendt en fyreseddel? Eller er det min trofaste kollega, der har delt post ud i fyrre år?
Min arbejdsdag står i skærende kontrast til den indsamlingslykke, der er i Aftenshowet.
Men dagen i går var en af de hårdeste, jeg kan huske. Ind på tillidsmandskontoret kommer en kollega. Det er tydeligt at se, at han gør alt for at holde tårerne tilbage. Vi sætter os ned, og han begynder at berette sin historie. En historie om en familie i dyb dyb krise. En historie så frygtelig, at jeg selv havde svært ved at holde tårerne tilbage.

Magtesløs
Min kollega ikke har andre at gå til end mig og arbejdspladsen. Vi bliver hurtigt enige om, at alvoren kræver, han hurtigst muligt må kontakte kommune og få al den professionelle hjælp, familien kan tilbydes.
Jeg går til ledelsen i troen på, min kollega kan få den fornødne forståelse og frihed. Men kassen er lukket i. Ingen fridage uden egenbetaling! Men en kollega, der hver dag frygter fyresedlen, fordi han igen og igen har oplevet konsekvenserne af nedskæringer og besparelser, er ikke i tvivl om den direkte konsekvens af fravær fra arbejdspladsen. En fyring.
Jeg har ofte taget Post Danmark i forsvar, når snakken er kommet til virksomhedens ageren i forhold til dens ansatte. Men tiden har ændret sig. Post Danmark anbefaler i denne tid sine ansatte, at de bør give et tilskud til Danmarksindsamlingen. Jeg har givet 20 kroner. Naturligvis. Men undskyld mig. Post Danmark profilerer sig offentligt af, at man er en virksomhed med et socialt medansvar. Virksomheden donerer mange tusind kroner til ulykkelige skæbner tusindvis af kilometer væk. Men at hjælpe en loyal ansat, når han grædende beder om hjælp. Det kan man ikke.

Hykleri i metermål
Snart vises Danmarksindsamlingen på TV, og igen i år klapper vi hinanden på skuldrene og holder skåltaler om vores storsind. Men kære Johanne og Joakim. Vis jeres samfundsengagement ved også at hjælpe de mange medborgere, der oplever den værste krisetid på egen krop, her i Danmark kun få kilometer fra Christiansborgs tykke gulvtæpper. Hvor er forståelsen for den utryghed, som tusindvis af danskere hver dag oplever? Hvornår deltager I Aftenshowet om det?
Men det her er også fortællingen om en af landets største virksomheder, der offentligt ønsker at fremstå som en social ansvarlig virksomhed. Men at hjælpe sine egne ansatte, når denne er i nød, der går grænsen. Det er hykleri i metermål. Kære Post Danmark og landets øvrige virksomheder, der dagligt ser utrygheden og tvivlen i jeres knoklende medarbejderes ansigter, skal vi ikke få lidt samfundssind indenfor vores lille lands grænser?

   
© Postarbejdernes Fællesklub